Lån en elbil fra Mazda hos Karvil Biler i to dage

08 juli 2021

Rigtigt mange danskere ønsker at køre mere miljørigtigt og overvejer derfor at købe en elbil. Det mærker man også hos Karvil Biler A/S, Mazda i Fredericia og Odense SV, hvor interessen for den nye elbil, Mazda MX-30, har været stor, siden den blev introduceret i november sidste år.

Positivt overraskede over køreoplevelse

Salgschefen i Fredericia, Raghid Zidan, oplever, at mange bliver positivt overraskede over køreoplevelsen, når de prøver Mazda MX-30. ”Er den tændt? Sådan lyder det ofte, når vores kunder første gang oplever stilheden i kabinen på vores elbil”, forklarer han. Men Raghid oplever også, at der ofte er en barriere eller to, der skal overvindes, før kunderne er klar til gå fra en konventionel bil til en elbil. Der kan eksempelvis være tvivl om, hvorvidt den passer til det daglige kørselsbehov.

Til det siger Raghid, ”det kan vi som bilforhandler ikke afgøre – men vi kan gøre det lettere for kunden at prøve det af i praksis og gøre sine egne erfaringer. Derfor tilbyder vi nu vores kunder, at de kan låne en Mazda MX-30 i to dage”.

Mere end end traditionel prøvekørsel

Initiativet skal sikre, at kunderne får mere end en traditionel prøvekørsel til at finde ud af, hvordan det er at leve med elbilen i det daglige enten som den primære bil eller som bil nr. 2. Raghid håber på denne måde at kunne give kunderne en mere sikker grund at stå på, når de skal beslutte, om en kommende bil skal være en elbil eller en bil med benzin- eller dieselmotor.

Om Mazda MX-30

Mazdas elektriske SUV skiller sig ud fra mængden både som bil og som elbil. Designet er helt unikt med en coupé-agtig profil og de særlige bagdøre, der er hængslet i bagkanten og sammen med fordørene giver en meget stor åbning til kabinen. Den er stor nok til at rumme fire voksne og deres bagage og kompakt nok til at være let at parkere i byen.

Elmotoren i MX-30 yder 145 hk, og den får strøm fra et batteri med en kapacitet på 35,5 kWh. Det sikrer en rækkevidde efter WLTP-normen på 200 km ved blandet kørsel og 262 km ved bykørsel. Det rækker til mange menneskers behov, når man tager udgangspunkt i, at den gennemsnitlige europæer tilbagelægger 48 km om dagen i sin bil.

Som enhver anden Mazda udmærker MX-30 sig også ved at være usædvanligt veludstyret allerede fra laveste udstyrsniveau, ligesom også sikkerheden er på et meget højt niveau. Det blev senest dokumenteret, da den blev crashtestet af Euro NCAP i slutningen af 2020 med et meget flot 5-stjernet resultat.

Prissætningen er også meget attraktiv, idet prisen starter ved 240.100 kr. for en Mazda MX-30 Sky. For kun 30.000 kr. ekstra får man den overdådigt udstyrede Mazda MX-30 Cosmo. Foretrækker man at privatlease en MX-30 frem for at købe den, har Mazda også et meget attraktivt tilbud. Det kan nemlig lade sig gøre fra en pris på bare 3.195 kr. om måneden.